35 år, så længe har jeg gået og gemt min ret så trælse historie. 35 år og jeg huske det som var det i går. Traumer glemmes aldrig, med mindre at hjernen har valgt at fortrænge. Jeg har aldrig fortalt det til nogen, for hvem ville tro mig. Jeg tager chancen og fortæller min historie nu, jeg er ikke bange for ham længere.
Jeg var 22 år og havde mødt en skøn mand der var ca 8 år ældre end jeg. Han var et klassisk stykke drømmeprins. Derfor havde jeg ingen skrupler ved at flytte ind hos ham, da jeg fandt job i den del af landet han boede. Jeg kendte kun ham der og var derfor pænt alene.
Præcis hvornår det hele startede husker jeg ikke, men da de første slag faldt, var jeg i chok. Jeg blev ligesom lammet, både af angst og chok. Dagen efter kom han grædende og undskyldte for sin opførsel. Fra da af gik det kun en vej og det var nedad. Jeg fik tæsk et til to gange om ugen, nogen gange færre. Jeg var panisk angst og turde ikke fortælle det til nogen. Hvem ville tro på den her pæne mand kunne finde på det. Han isolerede mig, fulgte mig på job og stod og ventede på mig når jeg havde fri. Han begyndte at låse mig inde på badeværelset i total mørke efter han havde tævet mig. Han lukkede døren op og pegede og jeg kravlede så ind. Han begyndte også at skubbe mig når jeg mindst ventede det. Pludseligt faldt jeg ned i radiatoren, ned af trappen til kælderen, eller bare ind i væggen. Han begyndte sine voldtægter efter at ha låst mig ude fra toilettet, hvor jeg sad op til 1-3 timers tid.
Første gang forsøgte jeg at vriste mig fri, men han var stærkere end jeg, jeg var bare 162 høj og vejede 50 kg. Jeg lukkede mine øjne og resignerede. Et trick jeg brugte hver gang. Tænke mig ud af min krop og lade mig flyde væk.
Efter ca et år i "fangenskab" kulminerede det hele ved et af hans sædvanlige skub, og hvor han tog en tom flaske og smadrede bunden af på bordkanten i køkkenet. Jeg husker det stadig og ser det for mig som en film i slowmotion. Så flasken ramme og glasskårene flyve ud og lande på gulvet. Han vendte sig mod mig med flasken hævet op mod mit ansigt og nærmede sig. En halv meter fra mit ansigt løb jeg. Jeg løb på bare fødder ned i kælderen fordi hoveddøren der var låst, så jeg vidste han ville indhente mig inden jeg kom ud. Jeg løb ned i kælderen og jeg kunne høre han løb efter mig. Jeg havde tunnelsyn og kom til at løbe mig ind i et rum uden dør ud. Han stillede sig i døren og truede med flasken i hånden svingende i luften. Jeg vidste at kom jeg ikke ud ville han slå mig ihjel.
Jeg valgte at handle og gøre hvad han ikke forventede. Jeg gik mod ham og han stoppede og tøvede. Det var tid nok til at sparke ham med al min kraft jeg kunne presse ud af mig, lige i hans klokkeværk. Han bukkede helt sammen og det var nok til at jeg kom forbi og flygtede ud af kælderdøren, i sneen, på bare fødder og uden overtøj. Jeg mærkede det ikke, jeg løb bare. Det var mørkt, så jeg løb ind i en have og skjulte mig bag en hæk. Mens jeg sad der og gemte mig i en total gennemgribende angst, hørte jeg han startede sin knallert og kørte rundt i kvarteret og ledte, efter mig. Længere og længere væk ledte han. Det var først da jeg var sikker på han var helt væk at jeg løb ud og ned på en sti, der førte hen til en jeg kendte, der lukkede mig ind.
Her tænker nogen nok, hvorfor gik hun ikke ved første slag. Fordi jeg var bange. Nogen tænker sikkert, hvorfor gik hun ikke til politiet. Fordi jeg var ekstrem bange.
Der gik en del år og pludseligt så jeg ham, da jeg var i svømmehallen med min lille datter på et halvt år. Han kom med sin gravide kæreste og kravlede ned i bassinet. Jeg stivnede fuldstændigt og kunne intet. Min krop låste fuldstændig og jeg lod ham ikke af syne. Pludseligt for mine moderinstinkter op i mig og jeg tog min datter og skyndte mig op af vandet. På det tidspunkt nede i vandet vågnede min hukommelse og jeg reagerede. Det var åbenbart lykkedes min hjerne at fortrænge alt det frygtelige tidligere. Tiden er gået 35 år. Jeg fortrængte det ikke længere, men lærte at skubbe det væk. Traumer glemmer man aldrig uanset hvor mange år der går. Det gør sindssygt ondt inden i mig, når jeg læser folk skrive at man ikke kan komme så lang tid efter og anklage nogen, det er ikke fair. Det kan man, fordi din hjerne, krop og følelser aldrig glemmer traumerne. Jeg svor for mig selv den dag jeg forlod bassinet, hvis der nogensinde er nogen der vil gøre mig ondt igen, vil jeg slå dem ihjel, det mener jeg og kan sige det uden at blinke med øjnene. Selv en voldsmand skal sove på et tidspunkt.
