Som teenager var jeg til en privatfest i et stort hus sammen med min bedste veninde. Vi var vel 17-18 år gamle og vi havde drukket en hel del vodka, det var almindeligt for os dengang. Der var mange unge og god feststemning. Musikken var høj. På et tidspunkt i løbet af aftenen lægger jeg mærke til, at jeg ikke har set min veninde i et godt stykke tid. Jeg går gennem husets rum for at finde hende og finder hende meget beruset ligge på en seng, hvor en ung mand, som vi begge kender fra ungemiljøet i byen, er ved at tage tøjet af hende. Der er ikke andre i rummet. Da hun jo er min bedste veninde ved jeg, at hun ikke er interesseret i den her unge mand på nogen som helst måde og da slet ikke seksuelt. Hun er så beruset og omtåget, at hun ikke hverken deltager i at tage sit eget tøj af og heller ikke er i stand til at modsætte sig. Jeg siger til manden, at hun ikke er interesseret i ham, og at han skal holde op og lade hende være i fred. Da han ikke vil stoppe og ikke kan få mig til at gå, angriber jeg ham, selvom han er meget større end mig. Jeg slår og sparker ham med en voldsom energi, og råber og skriger, at han skal stoppe, mens vi alle tre tumler rundt på sengen. Et slagsmål foregår i nogle minutter.
Min veninde er nærmest bevidstløs af alkohol og hun deltager ikke i slagsmålet, men er en tung, døsig krop. Ingen kommer os til undsætning, den høje musik har nok overdøvet en del af mine skrig. Min vrede og vilje til at gøre modstand/slås for min veninde overrasker vist manden og får til sidst manden til at opgive sit foretagende og han forlader rummet. Jeg får hjulpet min veninde væk fra festen og hjem, uskadt.
Hun er stadig min bedste veninde 20 år senere.
