Jeg stod en aften ved 22-tiden på Nørreport metrostation. Jeg havde min lille dreng i en bære-rygsæk og ventede på toget. Op ad væggen til rulletrappen halvt lå, halvt sad en kvinde i starten af 20-erne. Hun havde en meget kort kjole på, som var gledet op. Hendes sko havde meget høje hæle, som gjorde det svært for hende at komme op at stå, og hendes lille taske stod åben. I hånden lå en mobiltelefon. Kvinden var tydeligvis meget beruset og på vej hjem alene.

Jeg stod og betragtede hende og alle de voksne ædru mennesker, som blot gik forbi. Et par meter derfra stod to mænd og betragtede hende på en bekymrende måde. Ingen gjorde antræk til at hjælpe hende, selvom hun bestemt ikke var i stand til at tage vare på sig selv. Jeg overvejede, hvad jeg skulle gøre. På ryggen havde jeg min lille men tunge søn og på maven en rygsæk. Klokken var 22:00, og jeg havde ansvar for at få mit barn og mig selv sikkert hjem. De to mænd begyndte at nærme sig den hjælpeløse kvinde, og jeg traf min beslutning. Jeg gik stille og roligt over og stillede mig ved pigen, mens jeg kiggede de to mænd lige i øjnene. De tøvede et øjeblik, hvorefter de vendte om og gik. Men jeg kunne jo ikke lade hende ligge dér, hvor ingen passede på hende.

Med møje og besvær fik jeg kontakt til hende og rejst hende op. Jeg spurgte, hvor hun skulle hen, og om der var nogen i den anden ende til at tage imod hende. Det var der – hendes kæreste. Jeg tog med hende til endestationen, og undervejs fik vi ringet til hendes kæreste, som stod klar til at tage imod hende, da vi kom frem. Hun stavrede småmopset hen til ham, slog armen ud og pegede på mig mens hun sagde: ”Hende der VILLE bare følges med mig”. Hendes kæreste kiggede indforstået på mig, så hankede op i hende og begyndte at slæbe hende hjem. Min søn og jeg landede derhjemme en halv time senere end planlagt. Det var alt, hvad det krævede at hjælpe en kvinde, som ellers ville være blevet gjort fortræd. Ditte @fri_af_vold

Jeg reddede en beruset ung kvinde, som jeg slet ikke kendte på en bytur en gang. Hun havnede alene med to mænd der blev ved med at plage hende og som prøvede at få hende ind i en bil. Jeg lod som om jeg kendte hende og fik hende hjem i en taxa, så hun var i sikkerhed.

I går nat, var det 7 år siden jeg lånte en sofa at sove på, fordi der var lang vej hjem og jeg var træt, blot for at vågne op et par timer senere, med en mands fingre oppe i mit underliv og en stor undren over, hvordan han var nået frem til den tro, at jeg havde lyst til det.

Jeg rejste mig, tog min jakke og min taske og forlod lejligheden.

Dagen efter ringede han til mig (efter åbenbart at have bedt fælles bekendte om mit telefonnummer), ikke for at sige undskyld, men for at fortælle mig, at han ikke var sådan et menneske, som jeg nu troede han var og, at jeg derfor ikke skulle sige til nogen, hvad han havde gjort. Jeg svarede ham, at han så skulle lade være med at opføre sig som et andet menneske end det han er og lagde røret på.

Hvis der endnu skulle findes nogen, som mener den slags grænseoverskridende adfærd, må være noget en kvinde selv har lagt op til, så lå der fuldt påklædt, sovende, under et tæppe, uden at have lagt mig til at sove sammen med ham, uden på noget tidspunkt i løbet af aftenen at have flirtet med ham eller på nogen anden måde vist den mindste interesse i ham, der på noget plan kunne tolkes som sexuel lyst til ham, med mindre han troede almindelig samtale, en lille gruppe mennesker imellem, betød frit valg for ham, af hvem han havde lyst til.

Forresten, så var jeg 39 år da det skete og han var vel midt i 40’erne.

Maiken Smidt Madsen

I går var en mand i en butik, jeg var i, utroligt træls at deale med.

Jeg sagde “nej, tak”, “nej, tak”, “nej, tak”, “nej, tak”, “nej, tak” og til sidst to gange: “det synes jeg er et meget personligt spørgsmål”. Først høfligt, så mere bestemt til hans tilnærmelser. Jeg udsendte på intet tidspunkt nogen som helst invitation til snak og flirt. INTET. Jeg var heller ikke udfordrende klædt. Bare lige til dem, der måtte tænke jeg selv bad om hans opmærksomhed.

Jeg nåede ikke til vrede og raseri. For det slog mig pludseligt, at det eneste, der jo får den type til at backe off er, at svare: “Ja, jeg har en kæreste”.

Og det virkede. Han stoppede.

Og det gør mig rasende. Mine SEKS nej tak’er og to afvigelser af innoverende spørgsmål var ikke nok. Men det, at jeg lyver og siger, at jeg har en kæreste, er mere validt, mere respekteret end mig og at jeg siger “nej, tak”. Det er min kæreste der får respekten - ikke mig.

Det er fandme sygt.

Jeg var 18 år, da jeg blev overfaldet – nu er jeg 22. Jeg er studerende (Kultur-sociologi).

Det skete på Rudolph Berghsgade, Østerbro, hvor jeg boede dengang. Klokken var ca. 00:30. Jeg kendte ham ikke. Hele forløbet varede ca. 5 min.

Jeg var på vej hjem fra en veninde. Dengang holdt jeg meget af at gå i København om natten, fordi den var så fredelig og rolig. Da jeg drejede ned af vejen, hvor jeg boede, lagde jeg mærke til, at der var en bagved. På vej ned ad gaden undrede jeg mig over, at han ikke overhalede mig, for jeg kunne se hans skygge, at han blev ved med at gå ud på siden af mig og bagved igen. Først, da jeg nåede ”mit” hus og skulle op af indkørslen (der er små haver foran), tog han mig omkring læggene og smed mig ned i nogle buske.

Jeg reagerede umiddelbart, chokeret, ved at skrige med det samme.

Han kastede sig ned over mig og forsøgte at holde mig for munden. Han var sandsynligvis blevet bange, fordi jeg skreg. Jeg forsvarede mig ved at bide, rive, sparke og slå så godt jeg kunne. Han forsøgte vist mest at få mig til at ligge stille. Lidt senere skreg jeg endnu engang . Det var ikke noget jeg havde udtænkt at jeg skulle gøre, fordi han reagerede på mit første skrig, men snarere min underbevidsthed eller intuition (jeg skreg virkelig højt) Man må have kunnet høre det langt væk!. Derefter tror jeg, at han ”opgav” mig, idet han vist ikke var så ihærdig med at slå mig mere, men måske mere bange og havde glemt sin hensigt. Kort efter rejse han sig og løb i fuldt firspring ned af gaden.

Det mest afgørende har nok været, at han blev bange for at jeg skulle tiltrække opmærksomhed fra beboere i gaden eller eventuelle forbipasserende . Han er nok også blevet overrasket over så kraftig en reaktion at han ikke umiddelbart kunne nedlægge sit ”offer”.

Min reaktion bagefter var, at jeg blev utrolig vred over, at den idiot syntes at han kunne overfalde mig på åben gade, at man i den grad opfattes som et sexual objekt man bare kan tage, hvis man har lyst – hvilket jeg også har oplevet mange andre gange, hvor det bare ikke er nået så vidt. Resultatet er, at jeg nu er urolig og bange for at færdes alene i København om natten, så den oplevelse plus andre hændelser har taget min frihed til at færdes, som jeg vil og hvor jeg vil fra mig!