Jeg var dødforelsket i en fransk mand og boede sammen med ham i et års tid i Frankrig. Jeg ser mig selv som en moderne og selvstændig kvinde, men dér, i dét parforhold, endte jeg med ikke længere at kunne finde ud af, hvad jeg mente og hvad jeg drømte om for min fremtid. Kærlighed kræver kompromisser var blevet mit mantra, og det kunne altid retfærdiggøre min nye adfærd overfor mig selv og mine tætteste. Min daværende kæreste gjorde mig helt rund på gulvet - af kærlighed og konflikter. Han startede ustandseligt nye konflikter i vores parforhold, og de handlede altid om mig og mine valg. Jeg begyndte at tro på, at jeg var forkert på den og prioriterede forholdet for lidt ift. hvad jeg burde.
I starten stillede jeg mig ikke tilfreds med hans argumenter, og jeg kæmpede derfor en brav kamp for min egen frihed og ret til at vælge. Men skænderierne blev ved, og jeg endte altid med at tabe diskussionerne, så jeg begyndte at opgive stædigheden, og tænkte, at jeg nok bare var forkert på den. Lige så stille opgav jeg drømmen om at få en karriere i Frankrig, til fordel for min kærestes arbejde. Jeg blev økonomisk afhængig af ham, jeg begyndte at se mine venner mindre og mindre og jeg stoppede med at gå til fest, selvom jeg knuselsker at danse og høre musik. Han fik mig talt fra at udforske nye muligheder og mennesker i byen, og jeg var til sidst fuldstændig isoleret i hans verden.
Min mor kom på besøg i Frankrig, og jeg så rædslen i hendes øjne. Hun kunne ikke kende mig, og det kunne jeg heller ikke. Jeg tog beslutningen om at flytte hjem fra den ene dag til den anden, og flyttede en uge efter. Jeg er stadig den dag i dag taknemmelig for, at jeg lige dér kunne kende mig selv og min handlekraft og dermed vælge det bedste for mig selv!
