Fredag kl. 01 (nat)

Havde gået og snakket med en anden pige – på vej hjem fra byen – helt ædru -

Havde bemærket svagt (ved nærmere eftertanke), at en mand gik efter os på gaden. Veninden og jeg skiltes – det regnede stærkt. Ud for et port og et hus begyndte manden at løbe – hvilket virkede naturligt på mig p.g.a. vejret. Jeg troede (tænkte ikke meget på det) han ville løbe over til huset. I stedet løb han over og hev mig i armen og ind i en mørk port. Han sagde, han ville voldtage mig – jeg skulle tage tøjet af – ellers ville han kvæle mig. Han holdt mig op ad muren med den ene arm og forsøgte at åbne min lynlås i kedeldragten med den anden – jeg brugte min hånd til at modarbejde- Det var en ca. 30 årig leverpostej mand. 178-181 cm høj – pænt, lidt kedeligt klædt – briller. – Han lugtede ikke af spiritus. Jeg var ikke på noget tidspunkt bange, men prøvede at få ham overtalt til at slippe mig fri. Fortalte ham om konsekvenserne, at han ville ødelægge mit liv – og sit eget – at hvis han lod mig gå, skulle han slippe for tiltale. Jeg sagde, at han måtte gå ud og finde en pige på en ordentlig måde – at jeg skulle tidligt op på arbejde. (Hvilket var sandt – det tænkte jeg mest på). Hans svar var bare, du er selv om det! – hold kæft! – smid tøjet – hvis du ikke gør det, så kvæler jeg dig! Jeg blev ved i en rolig og meget behersket tone, medens han hang over mig, at bede ham lade være. Han sagde, at hvis jeg ikke troede på det, ville han gøre alvor af det og det begyndte han på. I det øjeblik lagde han hænderne om halsen på mig. Jeg så rødt og sort og gav ham et knæ i skridtet og skreg af mine lungers fulde kraft. Han slap, gik nogle skridt væk. Jeg var rasende og skreg to gange mere – lovede ham tæsk – svingede om mig med min taske.

Så blev jeg meget bange og løb hjem. Jeg talte med en sød nabo, blev beroliget og gik i seng. Dagen efter fortalte jeg mine forældre det. Min far kørte i bil med slukkede lygter – blev stoppet af politiet som han fortalte historien. Politiet havde været der den nat – søgte efter mig sammen med 6 anmeldere. Fik derefter fin behandling af politiet. Var medbestemmende 100% i udfærdigelsen af rapporten. Så forbryderalbum og de lavede en tegning (portræt). Der var en læge ,der skulle se min hals. Han var mistænksom og ubehagelig.

Jeg er på ferie sammen med 2 veninder. Vi er om aftenen i en lille havneby i syden, hvor vi skal tilbage til vores campingplads, der ligger nogle kilometer udenfor byen. Vi begynder at gå ud af byen, som er ret øde. Da vi er nået ud på en bro, lægger jeg mærke til 3 mænd, der går ca. 10 meter bagved os. Jeg kan mærke, at de er ude på noget med os. Jeg siger lavt til mine 2 veninder: ”Der går 3 mænd bagved os, jeg tror, de følger efter os.” Vi bliver alle 3 tavse, bange, men fortsætter med at gå, bare lidt hurtigere. Foran os er en øde mørk vej mod campingpladsen, til venstre havet og til højre nogle mørke huse.

De er nu kun lige bag os og pludselig lægger den ene mand en hånd på min venindes skulder. Hun reagerer øjeblikkeligt ved at udstøde et dybt kraftigt råb (som overrasker fyrene) og spurter fremad. Vi andre to bliver også et øjeblik overraskede, men så sætter vi i løb efter hende. Mændene er blevet overraskede over hendes og vores reaktion og går lidt hen imod os, men opgiver så, da vi er så langt væk. Vi fortsætter stadig bange videre hurtigt ud af vejen for at nå i sikkerhed på campingpladsen. Men der er langt endnu, og vi er stadig bange for at mændene skal komme efter os igen. Så derfor vælger vi at tomle hjem.

Jeg bor på landet med min mandlige kæreste, min datter (17 år) og 3 unge mænd. Det er om aftenen, og vi sidder alle 6 sammen i vores køkken og spiser aftensmad.

Min datter skal senere til fest og vil blive hentet af nogen. Det ringer på yderdøren, og jeg går ud og lukker op. Udenfor står 3 mænd, jeg har ingen lys udenfor døren, så jeg kan ikke se dem tydeligt, men de er ret store. Jeg ud fra, at det var dem, der skal hente min datter, så jeg inviterer dem indenfor. Vi går tilbage til køkkenet.

De 3 mænd står i køkkendøren, som er den eneste dør i rummet. Vi opdager nu, at de er meget fulde. De vil have min datter med, men de er fulde og derfor siger hun, at hun ikke vil gå med dem. De bliver sure og provokerende og truer med at smadre huset. Vi andre sidder stadig omkring køkkenbordet, og vi appellerer til deres godhed, om de ikke nok vil gå. Det vil de ikke, de bliver mere aggressive. Jeg rejser mig op (min veninde gør også), og jeg siger med stærk udstråling ”Det vil jeg ikke finde mig i, hvis I ikke går øjeblikkeligt, tilkalder jeg politiet!” De går så.

På Farimagsgade i København kl. 9.00 om morgenen. Går forbi nogle buske. Lægger mærke til en mand, tror han lufter en hund. ”Hviske, hviske - kig her etc.”

Jeg går 3 skridt videre, ombestemmer mig. Går tilbage. Råber med afstand ”Hvad fanden laver du der. Sikke noget svineri. Idiot m.m.!”

Han pakker sammen og forsvinder med det samme.

(Den beretning er forkortet)

De første 5 år var egentlig skønne, kærlighed, fest og farver, rejser, middage, byture, ros, beskæftigelse... jeg så ikke de små ting, de røde blinkende lamper som den smadrede dør, iturevet tøj, utroskab, aggressioner fejede jeg væk... han var jo god som dagen var lang resten af tiden....Undskyldninger, forklaringer, gaver, Den store evige kærlighed... imens han bar mig rundt på en piedestal, gravede han en “fængselscelle”... stjal mine oplysninger og oprettede lån, købte ting. Hver gang jeg reagerede, hver gang jeg råbte, græd, truede, skreg, tilgav og vendte og drejede mig rundt, fik han mig overbevist om det var min skyld, jeg kunne jo bare lade være med .... ... ... .... Ja, hvad end han nu syntes jeg skulle lade være med for at være i fred! Timer, dage, uger, måneder og årene er gået, hver gang lovede han bod og bedring, hver evig eneste gang kom han på “grædende knæ”.... Jeg kan ikke engang tal på alle de smykker, ting, tøj, kreditkort, sko, ejendele, møbler han har smidt væk eller ødelagt, for bagefter at fortælle mig, det nok var mig selv der var glemsom eller havde ødelagt/smidt tingene ud selv (for at give ham skylden)... Min familie blev skubbet væk, og pludselig var han mit eneste omdrejningspunkt, jeg havde ingen andre, jeg var og er i dag komplet isoleret.... Det blev nemlig til sidst “os mod verdenen”... bortset fra han tager på ture med drengene, tager ud rejser, er ude med “vennerne”(damer). Han har aldrig lagt en finger på mig, han har aldrig slået mig... Men han har isoleret mig, spærret mig inde, taget alt fra mig og tæsket mig så psykisk meget rundt, at jeg helt oprigtigt ville ønske han ville slå mig, for så ville jeg have en grund til at gå. Jeg har vidst i mange mange år, jeg er fanget, Jeg er så voldsomt “gaslightet”, jeg har siddet på sidelinjen og set mit eget liv kuldsejle fuldstændigt, paralyseret af skam, en så dyb skam de fleste mennesker slet ikke kan kapere det. Jeg går til både psykolog og nu psykiater. Efter 20 år i et psykisk fængsel blev tegnene for store til at selv læger kunne overse dem. Jeg har stadig ikke fortalt en levende sjæl om hvilket liv jeg i virkeligheden lever i, ikke engang dem. Jeg har bare taget en ny maske på for at overleve!